Der var noget som gled med videre. At tale var blevet uoverskueligt.
 
Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Jeg ryster en tilfældig bog. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Farvede lidt sort i din ørken.

Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Havde du kysset en anden? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg skrev mig vild i de dage.
 
Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Hvem var det, der skrev: I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Farvede ordene milde. Om andre byer, andre verdener. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Men mit sprog er et landskab.
 
Notesbog. Beskydning.

Farvede et sår i dit første ord. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.
 
Kan jeg skrive sådan? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg skrev mig vild i de dage. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Var der virkelig ild et sted? Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
 
Hvad vil disse knuste sætninger? Landet smuldrer, smuldrer. Stenene og træernes sange. Sætningen løb videre igennem kæben.

Byen. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.
 
Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Bøgerne tegnede deres egen retning.
 
Ensomheden i linjernes fald. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Jeg har skrevet et kort til dig. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.