Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. På en rude. Jeg ville gerne give dig mine.
 
Vi, hudløse. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.
 
Og vi vågnede. Et hav.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.
 
Jeg var i din krop, og du? Bag øjnene sidder en lampe og ser. Hvad tæller du til? Jeg sejlede mellem dine læber. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

I natten, i søvn. Jeg er på den anden side. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.
 
Du siger mit navn. Vi bliver verden. At forvandle dette rum. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Bag øjnene sidder en lampe og ser.

Vi, bag øjnene. Var det markerne du kom fra? Jeg sejlede mellem dine læber.
 
På en rude. Giver det mening? Kan jeg skrive sådan? Jeg og dit hjerte. Nu er der en uro i kroppen. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg forsvinder ikke. Jeg var i din krop, og du?

Indimellem nogle ord. Men noget blev i de tomme haller. Jeg tænker smukke øjne.
 
Et rum, et rum. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. At forvandle dette rum.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sådan svarede du. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.
 
Vi, bag øjnene. Sætningerne er. Hvis jeg ville have dit blik.Hvis jeg ville have dit blik. Hvis jeg ville have dit blik.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Alene? Et sted er der en. Et brev. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.
 
Var sætningerne et skred af betydning? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

I huden. At tegne øjne i sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop. Ikke glemme floderne i ørerne.
 
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Farvede lidt sort i din ørken. Min krop vipper. Det var før du.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.
 
Når du siger mit navn, svarer min krop. Intimiteten i skriften.Intimiteten i skriften. Intimiteten i skriften.

Og vi vågnede. Ordene, små toppe af skum. Jeg har skrevet et kort til dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Kan jeg skrive sådan? Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.