Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Ensomheden i linjernes fald. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Afsavn.
 
Men mit sprog er et landskab. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.

Ok, svarede du. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Om andre byer, andre verdener. I natten, en fjern stemme, søvn.
 
De yderste kyster, en grøn sten. Når min krop.
 
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Regnvejrsmeteor. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Bagefter sad jeg i timer og læste. Din kjole går op i øst og ned i vest. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.
 
Der var noget som åbnede sig. Farvede ordene milde. Skrid, svarede du. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Træerne. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.
 
I den første nat så jeg kun det matte mørke. Afsindighed. Udsalgsvarer. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste dine linjer.

Det dybeste af alt er huden? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.
 
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Trak jeg de yderste bjerge? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.
 
Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Søge ly i den flod. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Det var før du kunne forsvinde. Vi bliver verden.
 
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg var de dage. Vidste du det? Var jeg stille? På et stort stykke hvidt papir. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Sammen lå vi og kortlagde: Jeg kunne glemme det, der glemmes. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.
 
Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Træk sletterne helt ned til klipperne.