Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Kan jeg være i dette landskab? Og vi. Regnen, vinden imellem dine læber. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Nu er der en uro i kroppen.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Søge ly i den flod.

Hvad med den himmel? Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Jeg forsvinder ikke.

De matte hemmeligheder inde i træet. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Den sindssyge himmel. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Vi stod og lyttede. Så trak dagen langsomt på øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skrev mig vild i de dage. Der var noget som åbnede sig.

Lyskrydset. I bussen skrev jeg en sms til dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Er det? Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Vi har de samme øjne. Jeg var i din krop, og du? Sådan trak du de yderste bjerge. Din krop?

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Oplæsning for intetheden. Stod imod, men skrev: intet. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Det var ikke skovene jeg kom fra. I bussen var der en, der gik ud af sig selv.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

Det generte i skriften. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Derinde bag skoven. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ikke var muligt at komme derind.

Du siger noget om solen. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Hvirvlende, stirrende, syngende.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Var der virkelig ild et sted? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant