I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og ord, og ord, og.

Vi har de samme øjne. Og vi vågnede.

Jeg hviskede ind i din drøm. Du må ikke. Ikke glemme floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

På en rude.

Nede ved havet. Kullet. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Udsigten var håbfuld.

Jeg skriver dagen igang, stille. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Har vi de samme øjne? Der var intet som skulle glemmes. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Glashænder. At tale var blevet uoverskueligt. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Gennem hullet i hegnet. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Sådan svarede du. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg var nøgen i de dage. Nu er der en uro i kroppen. Dine diamanter lyser i min mund.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det dybeste af alt er huden? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Det er bare. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg har skrevet et kort til dig. Ilden.

Det dybeste af alt er huden? Jeg var nøgen i de dage. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg skrev intet ned i den periode. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sådan er det. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Mørket kaldte vi bare for mørket. Du siger noget om solen. Du må ikke forsvinde.

Over murbrokkerne. Nordlysets sitren i din stemme. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Den sindssyge himmel. Solens sind. Sad jeg alene? På et stort stykke hvidt papir. Jeg er på den anden side af havet. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.