På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Dit navn var alt jeg hørte. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vidste du det? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Dagene. Ugerne. Kalken. Og en anden dag:

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg har skrevet et kort til dig. Har vi de samme øjne? Træerne. Var jeg stille? Tågen i skovene i udsigten.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Vi har øjne.

Sådan er det. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hvad tæller du til? Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sådan er det. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Bagefter sad jeg i timer og læste. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Var der virkelig ild et sted? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At tale var blevet uoverskueligt.

På en rude. Et rum, et rum.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Trak jeg de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var før du.

Dette langsomme blik imod stenene. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.