Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?
Det tøj er min krop på min krop.
Jeg ville gerne give dig mine. Indimellem sagde du nogle ord.
Sådan trak du de yderste bjerge. I mørket, diamanter, dine øjne. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.
Var jeg? Uforståelige sætninger. I læberne i huden. Træk sletterne helt ned til klipperne. Sådan.
Hver dag gled med mig videre.
De yderste kyster, en grøn sten. Jeg på din hud. Jeg elsker at se dig. Hver morgen: Wow! At forvandle dette rum. Det tøj er min krop på min krop. Havde du fundet en grøn sten?
Det der blæser.
Vi, øjne? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Træk sletterne helt ned til klipperne. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.
Hvad skulle glemmes? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Et rum, et rum. Du må forsvinde.
Var det markerne du kom fra? Var det skovene? Sådan svarede du. Jeg ved vi forsvandt. I mørket, diamanter, dine øjne. I læberne i huden. Sætningerne er.
Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. En regning.
Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.
Og dén himmel; det var en sindssyg dag.
På en rude.
På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude.
På en rude.
På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. På en rude.
På en rude. På en rude. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.