I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Ikke søge ly i den flod. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Et brev. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. På en.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.