I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: