Dine diamanter lyser. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Hvilken dag fulgte efter dagen? De yderste kyster, en grøn sten. Nede ved havet. Jeg er på den anden side.

Jeg var din krop.

Sådan.

Det ,der hænger. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Glemmes? Jeg kunne mærke dit hjerte. Skyggerne skyggede. Jeg havde glemt den.

Træerne. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Svarede du? Kan jeg skrive sådan?

Sætningerne er. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Men mit sprog er et landskab. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Det her er en leg. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Du ville sige noget, du tav.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Sætningerne er. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Vi har gardiner. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Intet ligger bag intet. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Det gør noget. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg ryster en tilfældig bog. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Var dine drømme imellem læber? Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Hver dag gled med mig videre. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Der var en morgen, et stykke af himlen.

Dine øjne. Jeg var i morges. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg tegnede din hud på alting. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Ensomheden i linjernes fald. Ved en sten: Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Bussen skrev til dig. Dit navn var alt jeg hørte.

Jeg ville gerne give dig mine. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Hvem var det, der skrev: Min ene pen er rød og den anden sort. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Du havde tabt en linje i min drøm.

Jeg skrev intet ned i den periode. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den per

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Svarede du? Jeg hviskede ind i din drøm. Sandet i mine tanker. Hver dag gled med mig videre. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Og vi. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. En regning. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Udsagn. Var sætningerne et skred af betydning? Vigtigste. Mørket kaldte vi mørket. Skyggerne skyggede.

Brev.

Min skrift er farvet af sig selv.

Er du på den anden side? En uro i kroppen. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Du må ikke. Træerne.