Der var en morgen, et stykke af himlen.

Dine øjne. Jeg var i morges. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg tegnede din hud på alting. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Ensomheden i linjernes fald. Ved en sten: Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.