I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sådan svarede du. Vidste du det? Sådan så mine drømme ud. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Regnvejrsmeteor.
På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Var sætningerne et skred af betydning? Ok, svarede du. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Og ord, og ord, og.
Træerne. Træk sletterne helt ned til klipperne.
Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg skrev intet ned i den periode. Vi er det sarte, de stille. Om andre byer, andre verdener. I bussen skrev jeg en sms til dig. En nat faldt giraffer ud af drømme. Intimiteten i skriften. Jeg er på den anden side af havet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Det dybeste af alt er huden? I et efterår ville jeg være flov. De bløde bakker udenfor byen. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I sollyset, en ædelsten. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg, ikke dig. Men noget blev i de tomme haller. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Var jeg stille?
Ikke søge ly. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Afsavn. Jeg var i morges. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.
Mine linjer kommer igen. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Indimellem sagde du nogle ord.
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Der falder binære sansninger ud af min mund. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.
Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg læste glitrende blade. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Sætningen løb videre igennem kæben. Dit navn var alt jeg hørte.
Vores land. Var der virkelig ild et sted? Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.
Hvem var det, der skrev: Og en anden dag:
Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Hvor vil det ødelagte sprog hen?
Hvad tæller du? Blå. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.
Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Grå. Sætningerne er et hav. Sådan her sejlede mine nætter. Du siger mit navn. Kullet. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.
Vidste du det?
Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.
Et hav. Ikke glemme. Indimellem nogle ord. Dine læber, dine læber, dine læber. Det er vinden gennem sivene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du kan være i dette landskab. Jeg ikke det der. Du i mit vindue, i min vindueskarm.
Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.