Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg tænker smukke øjne. Solens sind.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Var der virkelig ild et sted? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Kan jeg være i dette landskab?

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Var der virkelig ild et sted?

For hvert lag af betydning i stenene. Det dybeste af alt er huden?

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Altid er det dette langsomme blik. Om andre byer, andre verdener.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sådan svarede du. Hvorfor de yderste? Som at læse glemte aviser. Kan jeg skrive sådan? Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ikke var nice i provinsen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvis jeg ville have dit blik. Du må ikke forsvinde. Glemmes? Nætterne. Ugerne.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Lyset afventer afgang. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. De matte hemmeligheder inde i træet. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg ville dig.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.

Vi er det sarte, de stille. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Hvad vil disse knuste sætninger? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg har skrevet et kort til dig. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Du, du. Ilden. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Kan jeg skrive sådan? Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg skrev mig vild i de dage. Intimiteten i skriften. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg forsvinder ikke. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det dybeste af alt er huden? Kan jeg skrive sådan? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.