Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Vi stod derinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du trak de yderste bjerge. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg skriver dagen igang, stille. Kalken. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi er det sarte, de stille. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Farvede ordene milde.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Du må ikke. Skriv mig ind i dine læber. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. I natten, en fjern stemme, søvn. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det giver mening.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Skriv mig ind i dine læber. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Kan jeg være i dette landskab?

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Den bekymrede er ude af sig selv. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Når jeg ser dig. På en mur. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

For hvert lag af betydning i stenene. Er du på den anden side? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Du trak mig med til de yderste bjerge. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Afsindighed. Udsalgsvarer. Intimiteten i skriften. I den periode: udsigten, stilheden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hvis jeg ville have dit blik. Ikke var muligt at komme derind. Var disse linjer virkeligt virkelige? I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Som at skrive i koder. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Lyskrydset. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Var jeg? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Nu skriver jeg igen på det stille. Ikke glemme. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.