Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg tænker smukke øjne. Solens sind.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Var der virkelig ild et sted? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Kan jeg være i dette landskab?

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Var der virkelig ild et sted?