Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der hang en nice frugt og dinglede.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg har skrevet et kort til dig. Sætningerne er et hav. Diamanterne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg tegnede din hud på alting.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Det er bare.

Når du siger mit navn, svarer min krop. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Oppe på bakken. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Træerne.

Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sover ASAP. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Det var ikke markerne.

Sådan noget. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. En nat faldt giraffer ud af drømme.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg ville gerne give dig mine. Afsindighed. Udsalgsvarer. Dagene. Ugerne. Vennerne. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Regnvejrsmeteor. Var der virkelig ild et sted? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Dagene. Ugerne. Trak du de yderste bjerge? Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Dansende, legende, lyttende. Du siger noget om solen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Der var noget som åbnede sig. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Ord. Asfalt. Ubeslutsomhed. Dette hurtige blik imod vandet. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg bladrer i en

Solstorm.

Et udadvendt rum, et favnende rum. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Ensomheden i linjernes fald.

Ordene flår i det inderste. Solstorm. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Dine sætninger. Sætningerne er en ørken. Jeg elsker at se dig. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. De yderste kyster, en grøn sten. Ikke var muligt at komme derud. Landet smuldrer, smuldrer. Skriv i dine læber. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.