Har vi øjne? Vores. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Rifterne, rifterne, rifterne. I hver dag lå postkassen ensom og stille. På en rude. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno.

Et genert, et intimt rum. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Skitser. Udflåd.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Skyen skjulte noget for fuglene. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dansende, legende, lyttende.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Da

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og

ørket falder sammen med marven.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det var ikke skovene. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrend

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Der hang en nice frugt og dinglede.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Var sætningerne et skred af betydning? Der er en som dresser up til dans. Stolen vipper. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhænge

Bøgerne var de eneste. Vidste du det?

Et genert, et intimt rum. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

Vi har gardiner. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Brev.

Jeg så små rystelser. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Landet smuldrer, smuldrer. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Hvis jeg ville have dit blik. Gennem hullet i min hjerne. Træerne. Du trak de yderste bjerge. Du flasher dine moves i den lysende nat.

Byen.

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Hver dag gled med mig videre.

Jeg sejlede omkring på alt.

At en verden. Vågnede. At klæde sig. Af alt det kroppen også er.

Jeg i den ørken. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Nu sejler jeg bare i version .. Dagen på vores øjne. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Du havde tabt en linje i min drøm.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Vågnede. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.