Jeg tror, du havde glemt den der.

Du må ikke forsvinde. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Ring til mig uden grund. Der hang en nice frugt og dinglede. Byen. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Det handler om overfladen. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde.

Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du må ikke forsvinde. Du

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Det var ikke skovene jeg kom fra. Sover ASAP. Jeg og dit hjerte. Kan skriften være genert? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ordene, syrlige rifter af blod.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Kan skriften være genert?

Jeg har skrevet et kort til dig. Provinsen og gågadens sange. Jeg var i morges. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Bøgerne var de eneste. I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Du kan være i dette landskab. En regning. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Afsavn. Kan jeg skrive? Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Fugle flakser i diodenattens klirren. Og vi. Land. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Du må ikke. Bussen skrev til dig. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Sover ASAP. Jeg sejlede omkring på alt. Glasdråbehænder. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Jeg ved vi forsvandt. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Mørket kaldte vi bare for mørket. Dine diamanter lyser. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne. Nu sejler jeg bare i version .. Nede ved havet. En flamme slog op af min hals. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Stolen vipper.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. Sover ASAP.

På en rude. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Asfalt. Ubeslutsomhed.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Kan jeg skrive sådan? Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Jeg sejlede mellem dine læber. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Dine sætninger. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Jeg kunne mærke dit hjerte. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Du siger mit navn. Her er natten allerede et stort show. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Zeitgeist. Shit. Show. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sætningerne er et hav. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg forsvinder. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.