Sms i den lysende sommer. Var det alligevel koderne, systemerne? Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Om andre universer, andre stjernesavn. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Din kjole går op i øst og ned i vest. Intet, jeg modtog intet. Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud.

I. Den tredje er ude. På havet. Mod de yderste bjerge. Og en anden nat: Der i kroppen. Det kunne forsvinde. Sådan? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mening? Her er dagen allerede langt foran mig.

Dine øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Senere i dine øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Er du havet? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Solens sind.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen.

De yderste kyster, en grøn sten. Her er dagen allerede langt foran mig.

Det generte i skriften. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Min ene pen er rød og den anden sort. Land. Afsavn. Udsagn.

Der var en morgen, et stykke af himlen. Var det bare regnen? Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Provinsen og gågadens sange.

Ved den kyst, havets langsommelighed. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Farvede lidt sort i din ørken. Når dit navn igennem sandet.

Farvede lidt sort i din ørken

Og vi vågnede. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Og vi vågnede. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Og vi vågnede. Jeg i dit hjerte. Og vi vågnede. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Og vi vågnede. Du må forsvinde. Og vi vågnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Og vi vågnede.

Og vi vågnede.

Sådan er det. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Der hang figner henover udsigten.

Bag træerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er et hav. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. I den periode: udsigten, stilheden.

Sådan er det. Markerne, du?

Det er bare.

Luften og jordens sange. Giver det mening?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Var jeg stille? Jeg skrev mig vild i de dage. Ikke var muligt at komme derind. Skriv mig ind i dine læber.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).