Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. At forvandle dette rum til et andet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Giver det mening? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Sammen lå vi og kortlagde: Stolen jeg sad på knirkede i solen. Vores land. Jeg skriver dagen igang, stille. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Det er bare. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ordene, små toppe af skum. Træerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Ude ved fabrikkerne.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg har skrevet et kort til dig. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du siger noget om solen. Oppe på bakken. Solens sind. Gennem hullet i hegnet. Har vi de samme øjne? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Dette hurtige blik imod vandet.

Det giver mening. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Blå.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På en.

På en.

På en. På en. På en. På en. På en.

På en. På en. På en. På en. På en. På en.

På en.

På en.

De yderste kyster, en grøn sten. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Kan jeg være i dette landskab? Det handler om overfladen. Vi, bag øjnene. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og vi vågnede.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Sætningerne er et hav. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Og vi vågnede. Var det skovene du kom fra?

Har vi de samme øjne? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Den sindssyge himmel. Stolen jeg sad på knirkede i solen.