Og ord. Jeg er på den anden side af havet. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du må ikke forsvinde. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Sådan svarede du. Sætninger. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi har de samme øjne. Kan jeg være? Vi har de samme øjne.

Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Solens sind. Sådan svarede du. Vi har de samme øjne.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg har skrevet et kort til dig.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Hvilken nat fulgte efter natten? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Bag træerne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Dine sætninger. Det her er en leg. Intimiteten i skriften. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sætningerne er et hav. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Hvad skulle glemmes? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg sad alene i solen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg ryster en tilfældig bog. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Hvem var det, der skrev: Blæste det virkeligt? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Farvede ordene milde. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tror, du havde glemt den der.

Min ene pen er rød og den anden sort. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kan jeg skrive sådan? Her er natten allerede langt bag mig. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Dagene. Ugerne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Der var noget som åbnede sig. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Om andre byer, andre verdener. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg bladrer i en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.