I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Et wack rum, et rum for stars. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Bag diamanterne. Rifterne. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Stolen vipper. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Der var noget som gled med videre. Oplæsning for intetheden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.

Det her er en leg. Jeg er på den anden side af havet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Sandstorm.

Som at skrive i nye aviser. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Du, dine øjne.

Et hav.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Rifterne, rifterne, rifterne.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det var ikke skovene jeg kom fra. Det er bare. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Hvem var det, der skrev: Sad jeg alene? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Så trak dagen langsomt på øjne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Bussen skrev til dig. Og vi vågnede. Glasdråbehænder.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg havde glemt den. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg var nøgen. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Alting ligger bag alting.

Jeg tegnede din hud på alting. De bløde bakker udenfor byen. Bøgerne varslede en kommende tid.

Ikke var muligt at komme derud. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Hvilken dag fulgte efter dagen? Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Ring til mig uden grund.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Og vi vågnede.

Så var der en, der lyttede til skovene.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Var det markerne? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vores land. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Grå.

Den højrenationale himmel.

Indimellem sagde du nogle ord.

Jeg tror, du havde glemt den der. Det tøj er min krop på min krop. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.