På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I læberne i huden. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Og ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Afsavn.

Intimiteten i skriften. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

I den periode: udsigten, stilheden. Gennem hullet i muren. Har vi forskellige øjne? Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Var du nattens fortvivlede stilhed? Ordene, små toppe af skum. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Du mod de kommende kyster.

På en rude. I natten, en fjern stemme, søvn. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Gennem hullet i min hjerne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Nu skriver jeg igen på det stille. Ok, svarede du. Så trak dagen langsomt på øjne.

Når jeg ser dig.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Den afklarede himmel. Og vi vågnede. Hvilken dag fulgte efter dagen? Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Det gør ikke noget.

Landet smuldrer, smuldrer.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Så var der en, der lyttede til skovene. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Intimiteten, skriften. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Vi har de samme øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Derinde bag skoven. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Din krop? Nordlyset tøver i vores stemmer.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Det kunne forsvinde.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Ikke var muligt at komme derind. Men noget blev i de tomme haller. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Kan jeg skrive? Farvede ordene milde. Jeg ved vi forsvandt. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Om andre byer, andre verdener.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Skyggerne skyggede. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.