Så var der en, der lyttede til skovene. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Intimiteten, skriften. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Vi har de samme øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.