I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Bag øjnene sidder en lampe og ser. Et wack rum, et rum for stars. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Bag diamanterne. Rifterne. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.