Hvad skal vi med den voldsomme?

To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. I min mund. Her er natten allerede et stort show. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! I natten, i søvn. Luften og jordens sange. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Som nu i morges: Taster en sætning i mørket, i lyset. Når dine øjne. Farvede et sår i dit første ord.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kalken. Mørket kaldte vi mørket. Har vi de samme øjne? Den tredje er ude. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg prøver dette tilfælde. Senere i vores linje. Vi, bag øjnene.

Når dit navn igennem sandet. Og ord, og ord, og. Du trak de yderste. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Men mit sprog er et landskab. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du ville sige noget, du tav. Den sindssyge himmel. Vi i det glitrende. Stod imod, men skrev: intet. Jeg på overfladen. Blæste det virkeligt? I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Var det skovene du kom fra?

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi, øjne? Blå øjne mod den milde himmel. Afsavn. Udsagn. Alting bag alting. Hvis jeg ville have dit blik.

Hver dag gled med mig videre. Træk mig helt ned. Dette tilfælde: Jeg, du, den. At tegne øjne i sætninger. I dine læber. Hvad tæller du til? Afsavn. Udsagn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Så trak dagen langsomt på øjne.

Men noget blev i de tomme haller.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi har gardiner. Mørket kaldte vi mørket. At tale var blevet uoverskueligt. Ikke glemme.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvis jeg ville have dit blik.

Det dybeste af alt er huden. Vi har øjne. Ikke floderne i ørerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Udsigten var håbfuld. Et brev.

Du siger noget om solen. Den sindssyge himmel. I den periode: udsigten, stilheden. Mine linjer kommer igen. Mørket kaldte vi mørket. Vi sad alene i natten. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Var det alligevel koderne, systemerne? Byen. Hver dag fyrer vi op under planeterne. Du skrev ikke længere. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Luften og jordens sange. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tror, du havde glemt den der. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sætningerne er et hav.

Var det alligevel koderne, systemerne? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. I huden. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg var nøgen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg har skrevet et kort til dig.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Grå.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ormene i det stille sand og nede i jorden. Bussen skrev til dig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.