Jeg kunne mærke dit hjerte. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Ikke glemme floderne i ørerne. Blæste det virkeligt? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lysene lyste.

Jeg tegnede din hud på alting. Træk sletterne helt ned til klipperne. Regnvejrsmeteor. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Hvad tæller du? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Skovene. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. For hvert lag af betydning i stenene. Ikke var muligt at komme derind. Blæste det virkeligt?

Hvilken nat fulgte efter natten? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? De vigtigste. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. …brb… Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. På en rude.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det var ikke markerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Notesbog. Beskydning. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Zeitgeist. Shit. Show. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Silicium. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Af alt det lysende, reflekterende, matte. I læberne og i huden. Jeg var i din krop, og du? Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bag træerne.

Var dine drømme imellem læber? Kan jeg skrive sådan? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Og vi faldt i søvn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Stod imod, men skrev: intet. Sandet. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.