Dine diamanter lyser i min mund. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Brændte det friske løv virkeligt? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Der var noget som gled med videre. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg læste dine linjer. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Var disse linjer virkeligt virkelige? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Om andre byer, andre verdener. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. At tale var blevet uoverskueligt.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sådan svarede du.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Som at lade tungen føle, slynge, smage. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Det er wack! Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Under den grå, grå himmel. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

Skyggerne skyggede. Du flasher dine moves i den lysende nat. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Sad jeg alene? Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Bøgerne varslede en kommende tid.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Jeg var i morges.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Sætningerne er filtrede tråde. I mørket, diamanter, dine øjne. Hvad vil disse knuste sætninger? Blæste det virkeligt?

Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg var nøgen i de dage. Sådan svarede du. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Sad jeg alene?

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mørket kaldte vi bare for mørket. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Bag stemplerne. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Oplæsning for intetheden.

Vi, gamle tanker om stilheden. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. I dine læber. Lysene lyste. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Luften og jordens sange.

Skriv mig ind i dine læber.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Der var intet som skulle glemmes. Ordene flår i det inderste.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? I huden. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Ude ved fabrikkerne.

Jeg var de dage. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.