Jeg var i morges.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Sætningerne er filtrede tråde. I mørket, diamanter, dine øjne. Hvad vil disse knuste sætninger? Blæste det virkeligt?