Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvem var det, der skrev: Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Vi er et party.

Et brev. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Det er bare.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I natten, en fjern stemme, søvn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Zeitgeist. Shit. Show. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sandstorm. Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas.

Solstorm.

Sandet. Om landskabet stejler a white hunter, nearly crazy weiter, weiter fak! Sådan svarede du. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Natten er trans, dagen er trans. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ikke floderne i ørerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Hvad skulle glemmes? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Der hang en nice frugt og dinglede. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Glashænder.

Jeg skrev mig vild i de dage. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Så trak dagen langsomt på øjne. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Glashænder. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Træk sletterne helt ned til klipperne. Har vi de samme øjne?

Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Derinde bag bjergene. Et brev. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Den sindssyge himmel. Mørket kaldte vi bare for mørket. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg har skrevet et kort til dig. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Vi taler om andre betingelser for nærvær.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Stjernekontinent. Om overfladen. Som at skrive i koder.

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Det var ikke markerne jeg kom fra.

Ord. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Nordlyset tøver i vores stemmer.

De matte hemmeligheder inde i træet. Har vi forskellige øjne? Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Fuglene hang på den blå, blå himmel.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Du må ikke. Min skrift er farvet af sig selv. Der var noget som åbnede sig. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Det dybeste af alt er huden? Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Du, dine øjne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Sådan her. Vi har gardiner. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Hvem var det, der skrev: Om andre byer, andre verdener. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg sejlede omkring på alt. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Glasdråbehænder. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vi har øjne.