For hvert lag af betydning i stenene. Er du på den anden side? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Du trak mig med til de yderste bjerge. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Afsindighed. Udsalgsvarer. Intimiteten i skriften. I den periode: udsigten, stilheden. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hvis jeg ville have dit blik. Ikke var muligt at komme derind. Var disse linjer virkeligt virkelige? I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Som at skrive i koder. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Lyskrydset. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Var jeg? Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Nu skriver jeg igen på det stille. Ikke glemme. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg tænker smukke øjne. Solens sind.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Var der virkelig ild et sted? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Kan jeg være i dette landskab?

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Var der virkelig ild et sted?

For hvert lag af betydning i stenene. Det dybeste af alt er huden?

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Altid er det dette langsomme blik. Om andre byer, andre verdener.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Sådan svarede du. Hvorfor de yderste? Som at læse glemte aviser. Kan jeg skrive sådan? Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ikke var nice i provinsen. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Hvis jeg ville have dit blik. Du må ikke forsvinde. Glemmes? Nætterne. Ugerne.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Lyset afventer afgang. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. De matte hemmeligheder inde i træet. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg ville dig.