Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Hvad vil disse knuste sætninger? Jeg, den skrøbelige sandhed.

Intet glemmes. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Jeg var nøgen.

Når jeg ser dig. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Om andre byer, andre verdener. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Bøgerne var de eneste.

Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Sætningerne er filtrede tråde. Kan skriften være genert? Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Men mit sprog er et landskab. Luften og jordens sange. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.

Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Vi stod derinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du trak de yderste bjerge. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg skriver dagen igang, stille. Kalken. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi er det sarte, de stille. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Farvede ordene milde.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Du må ikke. Skriv mig ind i dine læber. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. I natten, en fjern stemme, søvn. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det giver mening.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Skriv mig ind i dine læber. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Kan jeg være i dette landskab?

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Den bekymrede er ude af sig selv. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Når jeg ser dig. På en mur. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.