Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Der var noget som åbnede sig. Luften og jordens sange. Solstorm. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.
I mørket, diamanter, dine øjne. Sætningerne er et hav. Jeg går bare og venter på den milde måne. Var disse linjer virkeligt virkelige? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg skriver dagen igang, stille. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Glasdråbehænder. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear.
Det dybeste af alt er huden? Jeg elsker at vågne og se dig vågne.
Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router.
Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Provinsen og gågadens sange.
At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille.
Giver det mening? I mørket, diamanter, dine øjne. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.
Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.
Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Mørket kaldte vi bare for mørket. Kullet. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Dine grene skygger for min mund. Notesbog. Beskydning. Det handler om overfladen.
Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.
Var disse linjer virkeligt virkelige? Glemmes? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. På en rude. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.
Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg fandt en linje et sted under min reol. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. De vigtigste.
Sådan svarede du. Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
Ude ved fabrikkerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.
Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.
Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Uforståelige sætninger at klæde sig i.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rifterne, rifterne, rifterne. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvilken nat fulgte efter natten? Bagefter, henover en tøven. Mod de yderste bjerge. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg på din hud.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Om overfladen.