Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rifterne, rifterne, rifterne. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvilken nat fulgte efter natten? Bagefter, henover en tøven. Mod de yderste bjerge. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg på din hud.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Om overfladen.