At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille.

Giver det mening? I mørket, diamanter, dine øjne. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.