I mørket, diamanter, dine øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi, gamle tanker om stilheden.

At forvandle dette rum.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Din krop? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Bordet vipper. Som at læse glemte aviser. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Sætningerne er et hav.

Ikke var muligt at komme derind.

Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Nætterne. Ugerne.

De bløde bakker udenfor byen.

Intimiteten, skriften.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er en ørken. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Nætterne. Ugerne. På et stort stykke hvidt. Provinsen og gågadens sange.

Har vi forskellige øjne?

Min skrift er farvet af sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Har vi forskellige øjne? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du mod de kommende kyster. Hvad vil disse knuste sætninger?

Du, du venter en sweet sol. Bag træerne. Sover ASAP. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Det var før du.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!).

Det er wack!

Markerne, du? Et hav.

Sad jeg? Dagene. Ugerne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Dine diamanter lyser.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Dette hurtige blik imod vandet.

For hvert lag af betydning i stenene. Oplæsning for intetheden.

Kan jeg skrive sådan? Sådan så mine drømme ud. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. De. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg ville gerne give dig mine. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg går bare og venter på den milde måne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. At tale var blevet uoverskueligt.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Rifterne, rifterne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Jeg forsvinder. Blæste det virkeligt?

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Dagene. Ugerne. Vennerne. Træk sletterne helt ned til klipperne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg var i morges. I bussen skrev jeg en sms til dig. Det dybeste af alt er huden?

Uforståelige sætninger.

Det generte i skriften. Og tænkte kun på linjern

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. At dette andet.

I den periode: udsigten, stilheden. Havde du en sten? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Brev i april.