Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Udsigten var håbfuld. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Stolen vipper.

Du siger noget. Vores. Intimiteten i skriften. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Et brev. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Jeg tror, du havde glemt den der. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Jeg ryster en tilfældig bog. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. På en mur. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede me

Jeg hviskede ind i din drøm. Her er natten allerede langt bag mig. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Du trak de yderste bjerge. Jeg ved vi forsvandt. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Det ,der hænger. Sætninger. Natten er trans, dagen er trans.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Og vi faldt i søvn. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Vi har travlt.

Hvis jeg ville have dit blik. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Bussen skrev til dig. Jeg kunne glemme det, der glemmes. For hvert lag af betydning i klipperne. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Vi bliver verden. Du mod de kommende kyster. Jeg læste dine linjer. Jeg kunne mærke dit hjerte. Øjne af regn fra det travle.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Dine diamanter lyser. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Luften og jordens sange.

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Sandet i mine tanker. Nu skriver jeg igen på det stille. Det er aldrig det hurtige blik.

Stille?

For hvert lag af betydning i stenene.

Ring til mig. Vi sad alene i natten. Tingene tøver. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sandet i mine tanker. Vi har gardiner. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Kan skriften være genert? Jeg prøver dette tilfælde.

Under den grå, grå himmel. Vi har travlt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Mine linjer kommer igen. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.

Sætningerne er. Dine grene skygger for min mund. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.

Ordene, syrlige rifter af blod. Intet glemmes. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Sandet i mine tanker. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Har vi forskellige øjne? Der var intet som skulle glemmes.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Intet glemmes.

At forvandle dette rum. Vi stod derinde.

Mørket kaldte vi mørket. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Der var en morgen, et stykke af himlen. Nætterne. Ugerne. Den bekymrede er ude af sig selv.