At lytte gav ikke længere mening. Sætningerne er filtrede tråde. Som i morges. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Søge ly i den flod. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Nu skriver jeg igen på det stille. Du skrev et sår i min fremtid. Glasdråbehænder. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Jeg elsker at se dig. Hvad? På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Og vi faldt i søvn. Regnen, vinden imellem dine læber. Så var der en, der lyttede til skovene.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Skitser. Udflåd. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Vi har øjne. Mørket kaldte vi mørket. Jeg tegnede din hud på alting.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Min krop vipper. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. I et efterår ville jeg være flov. Er du havet? Du, dine øjne.

Et rum, et rum.

I natten poppede samtalerne op. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Taster en sætning i mørket, i lyset. Jeg, jeg. Som i morges. Alene? Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Bøgerne varslede en kommende tid. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning.

Sådan svarede du. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Træk sletterne helt ned til klipperne. Glashænder. Det er vinden gennem sivene. Glashænder.

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Glashænder. Glashænder. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Glashænder.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Glashænder. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Bagefter sad jeg i timer og læste.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi sad alene i natten. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Provinsen og gågadens sange. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Skovene. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Du må ikke. Bordet vipper. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sådan så mine drømme ud. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Det her er ingen leg.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ikke var muligt at komme derud.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Luften og jordens sange. Bordet vipper.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Uforståelige sætninger. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Stod imod, men gjorde intet. Glashænder. Dansende, legende, lyttende. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Nu er der en uro i kroppen. Intimiteten i skriften. Om andre lande, andre folk. Havde du fundet en grøn sten? Stjernekontinent. Tingene tøver. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.