Er du på den anden side af havet? Blå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem din

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Og stoffernes sammensmeltninger. Sandet. Jeg ikke det der. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Når min krop. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Når dine øjne. Det var ikke skovene. Muren omkring ordene. Dine sætninger. Sandøjne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Vi har gardiner.

At forvandle dette rum til et andet. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Ikke søge ly. Der var en morgen, et stykke af himlen. Skriv mig ind i dine læber.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Var det markerne du kom fra?

Nu er der en uro i kroppen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Under den blå, blå himmel.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Afsavn.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var ikke markerne. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Rifterne. Dine sætninger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Indimellem nogle ord. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Den bekymrede er ude af sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Hver dag gled med mig videre. I mørket, diamanter, dine øjne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Ikke glemme floderne i ørerne.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg skriver dagen igang, stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bagefter sad jeg i timer og læste. Brev i april. Bordet vipper. Det er bare. Blæste det virkeligt? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg læste dine linjer. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Bordet vipper. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Farvede ordene milde. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Tågen i skovene i udsigten. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.