Hav d. 5.09.13 17.30.02 til 17.32.04

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg læste dine linjer. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Bordet vipper. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Farvede ordene milde. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Tågen i skovene i udsigten. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Skriv et svar