Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Brev i april. Ved den kyst, havets langsommelighed. Vidste du det? Sad jeg? Du må ikke forsvinde. Et brev.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Ikke søge ly i den flod. Ordene, små toppe af skum. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Ikke glemme. Er du på den anden side af havet? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Du ville sige noget, du tav.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Et rum, et rum. Intimiteten i skriften. Nu er der en uro i kroppen.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg var nøgen.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

I hver med mig videre. Pludselig faldt dine drømme. Sådan her. Der i kroppen. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Kan jeg skrive sådan?

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber.

Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber.

Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber. Skriv mig ind i dine læber.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Ikke søge ly i den flod. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod. Ikke søge ly i den flod.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Et brev. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. På en.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Du kan være. Afsavn. Udsagn. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. I dine læber. Jeg bladrer i en tilfældig bog. De vigtigste. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Sad jeg? Oplæsning for intetheden. Altid er det dette langsomme blik.