Et genert rum, et intimt rum. Byen. Tågen i skovene i udsigten. Et hav. Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg på din hud. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Bussen skrev til dig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Et brev. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Mening? Ensomheden i linjernes fald. Hvad med den himmel?

Det jeg kom fra.. Der løber ord ud af min hud.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og en anden dag: Alting ligger bag alting. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Hvad tæller du til? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Havde du fundet en grøn sten?

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Træerne.

Den tredje er ude.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Altid er det dette langsomme blik. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Vi har øjne. Den sindssyge himmel. Bagefter, henover en tøven. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Bagefter, henover en tøven. Bagefter, henover en tøven. Bagefter, henover en tøven. Bagefter, henover en tøven. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Bagefter, henover en tøven. Bagefter, henover en tøven.

Bagefter, henover en tøven. Bagefter, henover en tøven. Bagefter, henover en tøven.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Stjernekontinent.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Alting ligger bag alting. Dagene. Ugerne. Vennerne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig sk

Ordene, syrlige rifter af blod. Der lå figner på jorden. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Sandstorm. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Provinsen og gågadens sange.

Nætterne. Ugerne. Månens sind.

Bordet vipper. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Whatever; nat efter nat. Men noget blev i de tomme haller. Vi sad alene i natten. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Ordene, små toppe af skum. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Solens sind. Den afklarede himmel. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.