Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og en anden dag: Alting ligger bag alting. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.