Træerne.

Den tredje er ude.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Altid er det dette langsomme blik. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.