Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bagefter tronede ulæste bøger sig op. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Luften og jordens sange. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Afsavn. Udsagn. Der var noget som åbnede sig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rifterne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var før du kunne forsvinde. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Øjne af regn fra det travle. Det handler om. Nu er der en uro i kroppen. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På et stort stykke hvidt papir. Hvad skulle glemmes? På en rude. Jeg var i din krop, og du? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. At forvandle dette rum til et andet. Et brev. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod. Hvad tæller du til?

Havde du fundet en grøn sten? Nu er der en uro i kroppen. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Brev i april. Du må ikke forsvinde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine diamanter lyser i min mund. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Farvede ordene milde. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Bag træerne.

Gennem hullet i hegnet. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Udsigten var håbløs. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Er du på den anden side af havet? Var jeg stille? Du siger noget om solen. Vi har øjne. Var det markerne du kom fra? Har vi de samme øjne? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Dine sætninger. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Dagene. Ugerne. En uro i kroppen. Kan jeg skrive sådan? Et genert rum, et intimt rum. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg er på den anden side. Provinsen og gågadens sange. Jeg skrev mig vild i de dage.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Alting ligger bag alting. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du lagde den i mit vindue, i mi