Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. På en rude. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg skriver dagen igang, stille. Brev i april. Blæste det virkeligt?

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Jeg forsvinder ikke. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Kan jeg skrive sådan?

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. For hvert lag af betydning i stenene.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skriver dagen igang, stille. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg være i dette landskab? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Udsigten var håbløs. Ikke var muligt at komme derind. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Over murbrokkerne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningerne er et hav. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Altid er det dette langsomme blik.

Træerne.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Under den blå, blå himmel.

De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Sætningerne er et hav. Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et hav. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Vi i det glitrende. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg tror, du havde glemt den der.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Intimiteten i skriften. Er du på den anden side af havet? At forvandle dette rum til et andet.

Ring til mig uden grund. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Har vi de samme øjne?

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Det var ikke markerne jeg kom fra. Alting ligger bag alting. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Dine diamanter lyser i min mund. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vores land. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sådan trak du de yderste bjerge.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Du kan være i dette landskab. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Udsigten var håbløs. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Men mit sprog er et landskab. Intimiteten i skriften.