Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. På en rude. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvad skal vi med den voldsomme? Jeg skriver dagen igang, stille. Brev i april. Blæste det virkeligt?

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Jeg forsvinder ikke. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.