Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Sad jeg? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Sådan svarede du. Grå. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Ikke var muligt at komme derind. Sætningerne er et hav. Farvede ordene milde.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg tænker smukke øjne. I læberne og i huden. Du må ikke forsvinde. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. I læberne og i huden.

I læberne og i huden.

I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden.

I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden.

I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i huden. I læberne og i

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg tror, du havde glemt den der. Du, du. Sådan svarede du. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det handler om overfladen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Sådan. Blæste det virkeligt? Indimellem nogle ord. Alting ligger bag alting. De yderste kyster, en grøn sten. Sammen lå vi og kortlagde: Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Når du siger mit navn, svarer min krop. For hvert lag af betydning i stenene.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Lysene lyste. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

For hvert lag af betydning i stenene. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sætningerne er. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. At tale var blevet uoverskueligt. Derinde bag skoven. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Blæste det virkeligt? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg læste i aviser, i glemslen.

Oplæsning for intetheden. Mail i november. Ordene, små toppe af skum. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Et brev. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Dagene. Ugerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg skrev mig vild i de dage. Dagene. Ugerne. Vennerne.