Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Bagefter sad jeg i timer og læste. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Afsavn. Udsagn. Der var noget som åbnede sig.

Det er bare. Et udadvendt rum, et favnende rum. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg ryster en tilfældig bog. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Vi har de samme øjne.

Muren omkring ordene. Var disse linjer virkeligt virkelige? Du siger mit navn. Af alt det kroppen også er.

Ikke glemme floderne i ørerne. Var det markerne du kom fra? Vi taler om andre betingelser for nærvær. Jeg læste i aviser, i glemslen. Jeg tror, du havde glemt den der. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne.

Sådan svarede du. Du lod himlen hvile. Det jeg kom fra.. Jeg ikke dig. Stjernekontinent. Glashænder. Var jeg stille? Min ene pen er rød og den anden sort. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Noter. Beskrivelser. Havde du fundet en grøn sten? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Bordet vipper. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener. Om andre byer, andre verdener.

Det gør ikke noget.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg læste dine linjer. Dagene. Ugerne. Dagene. Ugerne. Der var noget som åbnede sig.

For hvert lag af betydning i stenene.

Udsigten var håbløs.

Så var der en, der lyttede til skovene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg læste dine linjer. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Ikke søge ly. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Intimiteten i skriften. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg skrev intet ned i den periode. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Det er bare. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. At en verden. Om andre byer, andre verdener.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Glashænder. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Blæste det virkeligt? Hvad tæller du til? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.