Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Men mit sprog er et landskab. Sætningerne er en ørken.

Min ene pen er rød og den anden sort. Ikke søge ly i den flod. Oppe på bakken.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Hvad skulle glemmes?

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du siger mit navn, svarer min krop. Blå. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Kan jeg skrive sådan?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Lysene lyste. Noter. Beskrivelser. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. For hvert lag af betydning i stenene.

Dine diamanter lyser i min mund. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Var der virkelig ild et sted? Som nu i morges: Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Der var noget som åbnede sig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Dagen på vores øjne. Grå. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Grå. Grå. Grå.

Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå.

Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå. Grå.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I bussen skrev jeg en sms til dig. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Solstorm. Som nu i morges: Dine sætninger. Jeg skrev mig vild i de dage. Dine diamanter lyser i min mund. Du må ikke forsvinde.

Jeg skriver dagen igang, stille. Ikke søge ly i den flod. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Sådan svarede du. Jeg læste dine linjer. Har vi de samme øjne? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Stofferne.

Jeg ville gerne give dig mine. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Søge ly i den flod. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg tror, du havde glemt den der. Sandet var forsvundet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Ilden. Ikke søge ly. Ikke var muligt at komme derind.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Sætningerne er et hav. Det var ikke skovene jeg kom fra. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.